En rest kogte kartofler kan nemt og hurtigt trylles om til lækre knuste kartofler med topping, som bare er den perfekte appetizer. I denne opskrift har vi brugt urtecreme og avokado som topping, men du kan sagtens lade dig inspirere af, hvad køleskabet gemmer – kartoflerne smager også super med for eksempel laks og hytteost eller smøreost, purløg og bacon.
Ingredienser:
6-8 kogte kartofler
1 avokado
Persille
Purløg
2 spsk græsk yoghurt
Et lille rødløg
1 spsk citronsaft
1 tsk sukker
Lidt olie
Salt og peber
Sådan gør du:
Læg kartoflerne på bagepapir til airfryer. Knus kartoflerne med bunden af et tyktbundet glas, og spray eller pensl dem med lidt olie. Drys herefter med lidt salt og peber, og bag kartoflerne i airfryer i cirka 20 minutter ved 180 grader.
Imens laves urtecremen. Hak rødløg og krydderurter. Læg lidt af persillen til side til pynt. Bland græsk yoghurt, rødløg, krydderurter, citronsaft, sukker og salt og peber i en skål. Skær avokadoen i skiver.
Når kartoflerne er bagt færdigt, toppes de med en skefuld urtecreme, en skive avokado og pyntes til sidst med persille. Server enten kartoflen lun eller kold som en lækker snack, forret eller mellemmåltid.